Vedtægter for E.I.F Badminton
§1. FORENINGENS NAVN
Foreningens navn er Ebeltoft Badmintonklub, hjemmehørende i Ebeltoft, Syddjurs kommune.

§2. FORENINGENS FORMÅL
Foreningens formål er at dyrke badmintonspillet, såvel for motion som turnering, samt at udbrede og forøge interessen for og kendskab til spillet.

§3. TILSLUTNING
Klubben er en afdeling under Ebeltoft Idrætsforening, og medlem af Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI), og medlemmerne er underkastet de amatørregler, som DGI måtte fastsætte.

§ 4. MEDLEMSFORHOLD
Stk. 1. Afdelingen består af aktive medlemmer.

Stk. 2. Medlem kan enhver blive, der ikke er i restance til en afdeling under Ebeltoft Idrætsforening. Tilmelding sker via foreningens hjemmeside.

§ 5. AFDELINGENS LEDELSE
Med ansvar overfor generalforsamlingen ledes afdelingen af en bestyrelse.

§ 6. BESTYRELSEN
Stk. 1. Bestyrelsen har ansvaret for koordination og fremme af afdelingens idrætslige og kulturelle virksomhed.

Stk. 2. Bestyrelsen består af 3–5 medlemmer.

Stk. 3. Formand og den øvrige bestyrelse vælges på generalforsamlingen for en 2-årig periode, således at
formanden og 1 bestyrelsesmedlem vælges i lige årstal, og 3-5 medlemmer vælges i ulige årstal.
Det tilstræbes at formand og kasserer ikke er på valg samme år.

Stk. 4. Udover formanden konstituerer bestyrelsen sig selv.

Stk. 5. Hvis et medlem af bestyrelsen udtræder i en valgperiode, indtræder suppleanten for den resterende del af valgperioden.
Når en suppleant indtræder, kan bestyrelsen foretage ny konstituering, der gælder frem til næste ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.

Stk. 6. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, herunder fastsættelse af opgaver.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 1 over halvdelen er til stede og fraværende medlemmer er gjort bekendt med mødet.
Alle afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 7. I almindelige forretnings sager tegnes afdelingen af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller kassereren.
Økonomiske dispositioner kan kun foretages af formanden og kassereren i forening, eller af formanden/kassereren og mindst 1-2 medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 8. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af særlige opgaver.

Stk. 9. Referat fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger indføres i afdelingens protokol, der opbevares af sekretæren.

§ 7. GENERALFORSAMLING
Stk. 1. Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned.

Stk. 2. Indbydelse kan udsendes via mail, sms og/eller opslag på hjemmesiden, samt i klublokalet og opslagstavle i EBIC.

Stk. 3. Eventuelle forslag til generalforsamlingen skal være formanden skriftligt i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.

Stk. 4. På generalforsamlingen behandles følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetæller
3. Aflæggelse og godkendelse af beretning
4. Aflæggelse og godkendelse af regnskab
5. Fremlæggelse af budget
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelse, herunder valg af formand
8. Valg af mindst 1 suppleant
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt

Stk. 5. Valgperioden er for alle valg 2 år.

Stk. 6. Alle valg træder i kraft umiddelbart efter generalforsamlingen.

Stk. 7. Valgbar er alle medlemmer over 16 år.
Medlemmer kan kun vælges til bestyrelsen, hvis de er personligt til stede ved generalforsamlingen, eller ved at afgive skriftlig meddelelse/fuldmagt til formanden senest 8 dage før der er indvarslet generalforsamling.

Stk. 8. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer over 16 år.
Endvidere har forældre til børn, der er medlem af afdelingen, taleret og én stemme pr. forældre uanset børnetal, såfremt ingen af dem i forvejen har tale- og stemmeret.

Stk. 9. Afstemninger afgøres ved almindeligt flertal blandt de fremmødte, jvf. dog § 10 og § 11 stk. 10.
Afstemnings måden bestemmes af dirigenten, dog skal skriftlig afstemning finde sted, blot et medlem forlanger det.

§ 8. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller ved skriftlig begæring herom fra mindst 10 % af de stemmeberettigede medlemmer, dog mindst 10 medlemmer.

Stk. 2. Begæring skal stilles skriftligt og begrundet til formanden

Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter modtaget skriftlig og begrundet begæring herom.

Stk. 4. Indkaldelse som ved ordinær generalforsamling, dog med angivelse af specificeret dagsorden.

§ 9. REGNSKAB OG REVISION
Stk. 1. Klubbens regnskabsår går fra d. 1.5 til 30.4

Stk. 2. Regnskabet skal indeholde driftsregnskab og status og skal forelægges bestyrelsen inden fremlæggelse på generalforsamlingen.

Stk. 3. Kassereren har ansvaret for, at regnskabet forelægges revisoren forinden fremlæggelse på generalforsamlingen.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter kontingent for aktive medlemmer.

Stk. 5. For afdelingens forpligtelser hæfter afdelingen alene med sin formue.

§ 10. VEDTÆGTSÆNDRINGER
Stk. 1. Forslag til vedtægtsændringer skal være formanden skriftligt i hænde senest en måned før afholdelse af ordinær generalforsamling.

Stk. 2. Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de afgivne stemmer på ordinær generalforsamling, herefter med almindeligt flertal på ekstraordinær generalforsamling, som indkaldes med 2 ugers varsel.

§ 11. OPLØSNING
Stk. 1. Afdelingen kan kun opløses efter vedtagelse i Ebeltoft Idrætsforenings hovedbestyrelse, der er besluttende myndighed angående afdelingens aktiver og passiver.

Stk. 2. I øvrigt henvises til hovedforeningens vedtægter § 13.


Således vedtaget på generalforsamling den 19. juni 2002.
Således vedtaget på generalforsamling den 24. september 2019.
Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 23. oktober 2019.